torsdag den 12. februar 2009

Landets førstedame

Det er tankevækkende, at landets førstedame åbenbart ikke må have en holdning uden at Janteloven IGEN viser sit grimme ansigt. Denne gang er det en enkelt udtalelse, der - taget ud af en sammenhæng - skal gøres til genstand for den helt store granskning.

Tidligere var det en enkeltstående udtalelse om hvordan vi behandler vore asylsøgere her i landet som fik en hård medfart af Dansk Folkepartis formand og andre sympatisører som bestemt ikke brød sig om, at statsministerens hustru benyttede sig af sin grundlovssikrede ytringsfrihed.

Denne gang er det afvisningen af en krise og det faktuelle i at nogle er gået i en form for selvsving eller baglås som de facto ER korrekt, men muligvis også upopulært at erkende. Mere om det senere. Jeg fik i hvert fald lyst til at udtale mig, og skrev dette til TV2's tekst-tv som udkom i dag på side 451:

Fru Rasmussen må OGSÅ have en holdning
Først gav statsministeren sin hustru mundkurv på i forhold til en enkeltstående udtalelse i forhold til udlændinge af hensyn til forholdet til støttepartiet hvor en vis kvindelig formand må have fået kaffen galt i halsen. Derefter skal både Peter Skaarup og kommentator Hans Engell til at klandre hende for at have en mening.
Hvor i alverden er vi henne når vi ikke forstår at skelne? Min hustru behøver ikke have samme holdninger som jeg, ganske som jeg heller ikke behøver dele hendes (eller hendes families) holdninger til tingene. Giv dog for pokker fru Rasmussen lov til at være en SELVSTÆNDIG kvinde.
Prinsesse Diana blev ugleset indtil hendes død for nu snart 12 år siden, og siden dengang har vi tydeligvis intet forstået med hensyn til ligestilling. Det er skandaløst, at vi derefter skulle gå ud i verden for at lære andre om demokratiske værdier når vi ikke engang er nået over børnehave-stadiet.
Absolut en OM'er.


Her gengivet fra tekst-tv:





Anstændigheden skal tilbage i politik
Det er på høje tid at vi erkender det demokratiske underskud i den forstand at vi er ved at blive så pokkers smålige at vi ikke vil tillade andre at have en holdning - især når vi er uenige med dem.

Det er en kæmpe styrke med et frit demokrati med rettigheder for alle til at udtale sig som de ønsker. Grundloven gælder for alle, og det er på høje tid at stoppe disse middelmådige forsøg på at indblande andre alene på grund af slægtskab eller ægteskab. Ingen af os behøver at være enige med resten af vores familie, og i samme øjeblik vi glemmer disse fundamentale fakta risikerer vi at miste vores indre værdisæt.

Det er på høje tid at GENFINDE anstændigheden i dansk politik. Den ligger ikke i billige scoringer på sensationalisme, men på det reelle benarbejde. Selv vismændene er jo begyndt at rykke på sig i positivt samspil med forslagene fra Socialdemokratiet om at fremrykke offentlige investeringer i denne midlertidige krisetid. Hvorfor betale folk for at gå hjemme når vi i stedet kan bruge overkapaciteten i samfundet langt mere kreativt. Se: dét kunne løse mange problemer at folk begyndte at tænke LANGT MINDRE traditionelt.

Ingen kommentarer: