torsdag den 17. februar 2011

Politik som facitliste?

Der er en ting som hurtigt går op for én, og det er, at politik ikke kan drives som en facitliste. Hvis logik og fornuft var drivkraften i dansk politik, så ville der ikke være så stor uenighed.

Vi ser det senest i debatten om regionerne. Støttepartiet Dansk Folkeparti har længe talt for afskaffelsen af regionerne, og nu kommer de Konservative (i deres iver efter bare en smule medgang) med forslaget efter det er gået op for dem, at et stort flertal i befolkningen ikke ser nogen grund til regionerne.

Den endelige afmontering af deres indflydelse skete jo da man fjernede amtsskatten. Nu er der indført et sundhedsbidrag (eller hvad de kalder det), som er ens overalt i landet. I sand liberal stil har man fjernet det fornuftige i at dyre amter havde højere amtsskat end billige amter. Nu skal alle skæres over én kam. "Venstre ved man hvor man har" - siges det nok så morsomt i reklamerne...

Regionernes bevarelse skyldes jo, at statsministeren, som tidligere indenrigsminister, selv var med til at udforme den fallerede kommunalreform. Med den i hånden skulle alting jo smeltes sammen - uanset kulturelle forskelle. Kommuner der ikke selv kunne finde ud af hvem de skulle gå sammen med, blev truet til at finde en hovsa-løsning - og de egentlige gidsler i hele farcen blev den menige borger.

Nu kan det nemlig ikke omgøres. Kommuner som har tabt ved sammenlægningerne kan ikke frigøre sig og/eller ændre deres valg, for nu er løbet kørt. Dyre nye rådhuse er rundt omkring sprunget op, omend der - ganske få steder - har været fornuftige kommuner som har undladt at ødsle skatteborgernes penge på nye rådhuse, men i stedet valgt at fordele opgaverne i eksisterende bygninger i de forskellige byer.

Det samme gælder krisehåndteringen. Regeringen vil gerne gøre grin med oppositionen, men sandheden om at du aldrig kan "spare dig rig" er aldrig rigtig gået op for dem. Du kan spare dig til en bedre bundlinje - men det rigtige boost kommer ved at øge indtjeningen. Dén løsning HAR oppositionen.

Men sandheden er, som bekendt, ofte ilde hørt, så derfor maser regeringen på med sin retorik i et forsøg på at vinde meningsmålingerne. Regeringen ER kørt fast for længst, men de vil ikke give op med den umulige parlamentariske situation. Hellere forsøge sig med makværk som lovgivningerne pt mest minder om, i håbet om at have vist den fornødne handlekraft...

Når sommerferien så er overstået, og intet nyt under solen har vist sig, trykkes der på valgknappen i håb om, at befolkningen til den tid har glemt hvad der egentlig skete.

De kære politikere skal nok blive klogere når valgresultatet står bøjet i neon på resultattavlen, håber jeg...

Ingen kommentarer: