onsdag den 3. august 2011

Nok er nok!

Det er glædeligt at se, at udtrykket "nok er nok" HAR givet anledning til en vis selvransagelse. Ikke at ytringsfriheden skal træde under fode, men at når vore europæiske venner har set lyset i forhold til retorikkens karakter nu skal tages op til revision, så må det også være på sin plads, at vi selv tager tonen i debatten alvorligt.

Det har jeg skrevet mange gange om her på bloggen, og det er ingen hemmelighed at jeg er medlem af Socialdemokraterne. Jeg støtter den politiske idé, at Danmark bør være et fælleskabets land - ikke et land hvor vi henfalder til tåbeligheder i stil med det vi for nylig har set i massakren i Utøya...

Der er ingen som påstår, at Dansk Folkeparti var alene om at sænke debatniveauet. Men vi kan dog heller ikke afvise, at argumentationer som tidligere var dårlig tone ER blevet legitime i den nye politiske tidsalder.

Det er en stil vi bør stoppe. Både fordi Europa jo hurtigt kan opildnes til had, men også fordi vi er nødt til at sameksistere på samme planet. I en tidsalder hvor befolkningen de seneste årtier er steget voldsomt er der behov for fokus på langt vigtigere ting end invandrerdebatten.

Hvis vi hjalp mere i nærområderne var der ingen tvivl om, at lysten til at flygte var mindre. Alle kan forstå den personlige motivation til at rykke videre når vilkårene i hjemlandet er usle. Familiefaren i Somalia som måtte begrave 4 af sine 5 børn er hjerteskærende, og når vi bagefter hører om papirnusseri som forhindrer store lagre i at blive distribueret, så er der vigtige ting at tage sig til.

Så, generelt betragtet, kan vi nok alle indrømme, at navlepilleriets tidsalder bør stoppe. Vi bør tænke mere globalt hvis vi gerne vil sikre nationernes velstand. Der ER investeringer som skal foretages, og i en krisetid, hvor mange i forvejen har måtte sige farvel til friværdi og eget hus, så er det på høje tid, at vi genfinder den stolte vikingeånd som er åben over for enhver - uanset religion og hudfarve.

Vanviddet skal tales imod, og ytringsfriheden skal bevares. Tonen må gerne være klar, men anstændigheden må aldrig tabes...

Ingen kommentarer: