onsdag den 7. september 2011

Så går slutspurten ind...

Ifølge BT forlyder det i dag, at Venstre vil gå i offensiven nu hvor vi går i gang med den sidste uge før selve valgdagen, torsdag den 15. september 2011. Det er altid spændende når nogen lover at komme i gang.

Det har nemlig rigtig længe stået på påstande om, at rød blok var så og så uansvarlige, og at underskuddet, der fra VKOs side lyder på cirka 85 milliarder for 2012, ville blive endnu større hvis vi kom til magten.

Ifølge hvem?

Ifølge eksperterne er der jo ikke den store forskel mellem planernes udgiftsbehov. Det er selve MÅDEN pengene bruges på der afgør forskellen.

Sjovt nok er der kun synergi i tingene når et forslag kommer fra den siddende regerings side, åbenbart. Når vi andre beregner tingene bliver vi beskyldt for talmanipulation.

Den slags fremmer jo ikke kommunikationens vilkår, vel?

På samme måde som enhver kan erkende at kontanthjælp er et eksistensMINIMUM, ganske som dagpenge er et eksistensMINIMUM for folk der har valgt en forsikringsordning (nemlig a-kassen, der i forvejen er blevet delvist admonteret gennem en forkortelse af dagpengeperioden under den nuværende VKO-regering), så må det vel også være indlysende at forbrugsmønsteret ændrer sig når folk kommer i arbejde.

Hvis folk er på et eksistensMINIMUM, så bruger folk penge på husleje, el, vand og varme, og mad i ét omfang. Når de kommer i arbejde kan der komme en ny fladskærm i huset/lejligheden, ligesom iPods og stereoanlæg næppe er eksistensMINIMUM for de fleste. Altså bruger folk FLERE penge når de er i arbejde.

Det forholdt sig også på samme måde når det gælder banker og realkreditinstitutter. Folk har næppe været specielt glade for at miste deres huse og lejligheder til tvansgauktioner. De har måtte betale prisen for den stilstand som en krise jo ret naturligt betyder.

I disse perspektiver kunne de nødvendige investeringer sagtens fremskyndes, for alle véd jo, at et vindue som i forvejen er utæt koster mere i varme indtil det bliver repareret.

Der skal ikke mange besøg på lokale skoler til for at erkende, at mange offentlige bygninger er i en rædselsfuld stand.

Logik for burhøns, skulle jeg mene.

Ikke desto mindre er det den slags som regeringen nu alt for sent godt vil stimulere, men de vil ikke engang erkende, at forslaget kommer et par år for sent.

Nej, for befolkningen skal nu helst have det indtryk at det ville være uansvarligt at fremrykke disse nødvendige investeringer. Fordommen om at Anker brugte en masse penge i 70'erne lever fint videre - når borgerlige politikere skal tolke historien.

Jeg holder stadig på, at den seneste bog om Anker Jørgensens liv er rigtigt. Han gjorde sit bedste, og med den oliekrise og andre faktorer som eksisterede dengang kunne ingen have gjort det bedre.

Men revisionshistorie er moderne nu om stunder. Hvis alle havde bagklogskabens klare lys, så kunne alt være løst på en anden måde. En illusion, for at sige det mildt.

Vi lever i nuet, og skal planlægge for fremtiden. Den sandhed bør borgerlige politikere erkende før de gør sig klogere end alle andre.

Men jeg er jo også kun en socialdemokrat, så ovenstående er jo bare rød propaganda. Lad det i så fald være sådan. Jeg er ærlig i forhold til mine holdninger, og det står enhver frit at sætte krydset som de selv vil torsdag den 15. september 2011.

Ingen kommentarer: