fredag den 4. maj 2012

Enhedslistens årsmøde denne weekend

Enhedslisten holder årsmøde i denne weekend. Politiske kommentatorer har allerede været fremme med påstande om, at hvis Enhedslisten holder ord, vil de miste indflydelse efter et valg, fordi Lars Løkke Rasmussen kommer til magten igen.

Intet kunne være mere forkert!

Problemet med den nuværende regering er nemlig, at den har mistet enhver troværdighed i forhold til sine vælgere. Desuagtet, at det er korrekt, at Margrethe Vestager havde en pris, så er det stadig et faktum, at rigtig mange valgløfter IKKE er blevet indfriet. At man så fremhæver de mange ting der ER lykkedes er en ganske anden sag.

Politik handler om holdninger, og holdningerne hos de almindelige vælgere er at de vurderer på de ting de kan se. Sejren til en rød regering handlede ikke alene om hvorvidt Pia Kjærsgaard fik taletid eller ej.

Ligesom både S og SF vil have et alvorligt troværdighedsproblem når regeringstiden skal vurderes. De lod sig nemlig drive rundt i manegen af de radikale, som fuldt ud levede op til deres navn "radikale venstre" - med særligt tryk på Venstre, for ikke alene brød de, som bekendt, ud af Venstre for flere årtier siden, men tankegangen er jo stadig til stede i partiet. Anders Samuelsen viser jo dette til fulde i sit "nye" parti - Liberal Alliance.

Et ægteskab med de Radikale koster på bundlinjen. Den lektion lærte Poul Schlüter for mange år siden, og lektionen er blandt andet, at de Radikale VIL have ret - særligt når de er "tungen på vægtskålen"...

Så om Enhedslisten taber indflydelse ved at stemme NEJ til finansloven? Næppe. Det vil blive set som et af de første troværdige skridt taget af politikere i lang tid. Og indflydelse får man jo ikke ved at gå på kompromis, men derimod ved at stå FAST.

Det er faktisk den misforståelse som regeringen har begået, og som nu koster dem vælgere. :-)

Så på spørgsmålet om hvad Johanne Schmidt-Nielsen skal gøre når hun går på talerstolen, så er det bedste råd netop at STÅ FAST. Det fortjener de folk som sætter deres kryds. Det vil udfordre et S som er faldet for de fine ministerbiler i stedet for at satse benhårdt på det alt handlede om før valget, nemlig at FORBEDRE vilkårene for alle danskere. Ikke kun pengemæssigt, men også ved at vi SATSER på miljørigtige investeringer og fremtidssikret infrastruktur. At piben fik en anden lyd da de satte sig i ministerkontorene kan ikke være Enhedslistens skyld, medmindre altså de vælger at gå på kompromis på dette punkt...

Herfra ønskes et rigtig godt årmøde til alle i Enhedslisten

Ingen kommentarer: