onsdag den 26. juli 2017

Au pair eller ikke au pair

I aften sender TV2 en dokumentar om au pair-ordningen, og man kender på forhånd den vinkel som programmet vil dyrke. Der skal jo seertal på bordet så man kan få solgt en masse reklamer, og vanen tro er TV2 News allerede på sagen et par dage før, og så kører politikerne ellers i stilling - ALLE uden at have set programmet...


Det er i forvejen så pokkers forudsigeligt så det næsten er til at brække sig over. Undskyld mit sprog, men det ER lidt irriterende, at nyhedsfladen bruges til ren markedsføring af egne programmer. Lidt for amerikansk og det har ikke ret meget at gøre med den public service-strategi man ellers gerne vil lægge for dagen når der skal diskuteres mediestøtte m.v.

Jeg afventer programmet før jeg kan konkludere noget om selve programmet. Det tror jeg, vi alle er bedst tjent med, ikke sandt?

Til gengæld kan jeg godt undre mig over fronterne på forhånd er trukket så hårdt op som tilfældet er. Finn Sørensen fra Enhedslisten taler naturligvis social dumping, overenskomst m.v. - helt uden at tage hensyn til en vurdering af værdien af fri kost og logi.

Omvendt kan jeg så også godt bekræfte, at utak er verdens løn, for jeg har selv i studietiden været 'ung mand i huset' længe før den slags blev moderne for mænd at gøre, fordi jeg gerne ville hjælpe en kvindelig bekendt, som var alvorligt hængt op på et HA-studie, hvor tanken opstod over en øl (eller to). Utak fordi der bagefter hurtigt kan opstå en utilfredshed uanset hvor meget (eller lidt) man gør rigtigt. Senere i livet har jeg så lært, at man NETOP dér bør forventningsafstemme - og gerne på skrift - for hukommelsen kan være svag hos begge parter. Det er bedre at undgå uenighed, og venskaber mistes på dén måde, hvis der opstår uenighed bagefter.

Anyway, tilbage til emnet...

Christina Egelund, Liberal Alliances politiske ordfører, går i præcis den modsatte retning, og her arbejder to ting imod hende, for på forhånd virker det altid som om, at LA kun har ét politisk mål her i livet: bare det er til gavn for folk der betaler topskat, så skal hvad som helst tillades (og støttes). Samtidig kan det godt undre, at man med den ene hånd gerne vil undgå folk med en anden oprindelse, samtidig med at man så gerne vil have au pairs...

Der bør være balance i tingene.

Jeg er HELT sikker på, der er ægtepar som behandler deres au pairs rigtig fint, og giver dem en oplevelse for livet i en fremmed kultur. Det kan være rigtig godt at have på sit CV at man kan dansk, og i udlandet kan firmaer som skal penetrere (som det hedder på marketingsprog) det danske marked have brug for folk med denne sprogevne.

Omvendt er der STENSIKKERT også folk, som kun opfatter disse au pairs som billig arbejdskraft, ja, måske endda mini-slaver, og dét menneskesyn bør bekæmpes.

Dog kan man ikke på forhånd vurdere dette før udsendelsen har været sendt. Ordningen har eksisteret i mange årtier, og HVIS det skal ændres bør der være empiri bag vurderingerne, og ikke 'kun' en gang filmklipper-kræs, der - som sagt - kan være skåret præcis så man kan få så høje seertal som muligt...

God fornøjelse med udsendelsen i aften på TV2. :-)

1 kommentar:

Henrik V Blunck sagde ...

Mens udsendelsen kører er der allerede en ting, som slet ikke blev nævnt under dækningen FØR udsendelsen. Værtsparret betaler også for sprogskole, så der var ikke helt tale om den lave udgift som man fra starten lagde ud med for at skabe en sensation. Nu er der lidt tilbage af første af tre afsnit, og jeg tror godt vi som seere kan forvente, at få en del ud af at se de to sidste afsnit før man kan konkludere noget generelt.
Dog er det allerede nævnt, at andre kræver mere end de 30 timer, men de par som medvirker er langt mere positive i indstillingen end man fik indtryk af ud fra teaseren. Så det virkede lidt sensationshungrende af TV2...