mandag den 15. september 2008

Kristendemokraterne dybt til grin

Den udmelding nuværende formand, Bodil Kornbek, citeres for i Kristeligt Dagblad i artiklen "Kornbek truer med at gå" er dybt til grin. Uanset at hun på partiets egen hjemmeside ikke mener det er en trussel, men alene en dragning af en konsekvens hvis det kommende formandsvalg går hende imod, så er det en væsentlig faktor at erkende de slagsmål der har eksisteret i partiet de seneste år.

Som jeg skrev på den tidligere placering af denne blog, så var Kristendemokraterne en del af 80'ernes firkløver - sammen med Venstre, de Konservative og de Radikale. Dengang kaldte de sig "Kristeligt Folkeparti", men pludselig kom der en tendens til at fjerne ordet "folkeparti", for de konservative gjorde det samme, og i dag har vi kun ét såkaldt folkeparti, nemlig det der styres med hård topstyret hånd af Pia Kjærsgaard, kendt som "Dansk Folkeparti."

I dét perspektiv er det forbavsende, at de nuværende folk helt har glemt deres traditionelle og historiske position. Nu søges der på venstrefløjen efter stemmer, men den fordømmende tone der på mange andre områder eksisterer fra kirkens og folkekirkemedlemmernes side er slet ikke i pagt med det fællessyn der ligger på venstrefløjen i dansk politik. Ikke fordi Kristendemokraterne ikke skulle være velkomne, men de har altid kæmpet med og mod egne medlemmer med helt andet syn end det officielle, og det er præcis dét som ligger til grund for formandskampen...

Når et parti befinder sig uden for folketinget var det måske på sin plads at ransage sig selv, sin politik og den præsentation der ligger for dagen. Det falder et parti som ikke er i pagt med sine egne medlemmer ganske svært fordi der i så fald heller ikke er ressourcer til denne ransagelse.

Faktum er nok, at hvis partiet ikke vil anerkende sine problemer må de befinde sig uden for magtens korridorer i mange år frem. Hvis de nogensinde skal finde ind til roden af en holdning vil det nok kræve, at de finder samarbejdets ånd frem for konflikterne. Hvorvidt det kan lykkes må det kommende landsmøde vise.

God fornøjelse, og held og lykke. :-)

Ingen kommentarer: