torsdag den 25. november 2010

Afventer slutduellen mandag

Det er, som bekendt, altid farligt at pelse bjørnen før den er skudt. Dette princip gælder også i forhold til duellen mellem Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard.

Ingen er jo i tvivl om min egen holdning. Jeg kan ikke fordrage Pias konstante ævleri om indvandrere som om de er roden til alt ondt, men samtidig må jeg så også erkende, at der var steder hvor Pia skal være glad for Helle Thorning Schmidt ikke var blevet coachet omkring kommunalreformen og det med at stemme med i forhold til forlig, for så var svarene blevet endnu bedre og tydeligere...

Med hensyn til forlig er det nemlig således, at man desværre forventer af hele "forligskredsen" at de stemmer for lovforslag der henhører under det enkelte forlig. Dette er f.eks. grunden til at partier som grundlæggende var IMOD multimedieskatten var nødsaget til at stemme "ved ikke" fordi et forlig ellers blev brudt ved at stemme nej.

Dette får det så til at fremstå som om Socialdemokraterne er med på flere af regeringens politikområder, hvilket er forkert.

I øvrigt en tradition som kunne tages op til endelig revision, og hvis man samtidig fjernede clearings-princippet mellem regering og opposition ville det blive sikret at MF'erne SKULLE møde op hver dag (ganske som "almindelige" arbejdstagere forventes at give møde på deres arbejdsdage), fordi man ellers risikerer at komme i mindretal. Clearing er sikringen af at hvis regeringen har 40 der ikke møder næste dag gør oppositionen det samme, og det kunne vi lige så godt fjerne. Så må folk gøre op med sig selv om de har tid til de møder der er i Folketinget FØR de stiller op i stedet for slet ikke at passe jobbet bagefter.

Når det så gælder påstanden om at fire ud af fem regioner styres af socialdemokratiske regionsformænd som om det var årsagen til problemer i sundhedsvæsenet, så glemmer Pia Kjærsgaard - ganske behændigt - at nævne, at kommunalreformen og regionssammenlægningerne blev vedtaget i Folketinget. De nye regioner (og kommuner) der efterfølgende opstod skabte en nødvendighed af nye rådhuse og regionsbygninger, og det har OGSÅ presset økonomien.

Det er nemlig ikke nok at påstå, at en kommunes økonomi afhænger af hvem der sidder på borgmesterposten. Ofte ligger der "skæve" flertal bagved, og desuden er mange budgetposter nærmest vedtaget på forhånd. Det er f.eks. Folketinget der har vedtaget hvad en førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager skal have i overførselsindkomst. Ganske som det er umuligt for kommunerne at overføre f.eks. budgetter for snerydning fra "milde" år til de meget kolde år, hvorved der netop så bagefter opstår et likviditetsproblem i forhold til snerydning i et år som det vi oplever nu...

Mange steder hvor tonen sagtens kunne skærpes over for Pia Kjærsgaard. Hun er kvinden som har haft meget indflydelse gennem det seneste årti, og hun burde tage ansvaret for de love hun har været med til at gennemføre. For hende bliver det svært at styre partiet når de mister indflydelsen, og topstyringen står for skud den dag de ikke længere har en central rolle i forhold til en regering. Vi har set lignende kriser i Venstre og Konservative de seneste år, og vil også komme til at se det i forhold til Dansk Folkeparti.

Men spændende bliver det at følge 2. halvleg i Sønderborg mandag aften. God weekend. :-)

1 kommentar:

Henrik V Blunck sagde ...

I dag har jeg til BT skrevet dette læserbrev:

Regeringens menneskesyn



Regeringen har tydeligvis valgt at få de sidste selvmål i hus før det kommende valg. Det ses tydeligt i den retorik hvor regeringen nu vil så tvivl om hvad oppositionens "tilbagerulning" går ud på. I den debat som foregik først i Ringsted og mandag i Sønderborg har Pia Kjærsgaard for længst vist at det ikke længere handler om mennesket frem for systemet, men om at stramme skruen mest muligt. Mon hun erkender, at selv Daisy ville få problemer hvis Henri skulle vurderes efter de regler der senest er blevet indført?
Når selv regeringspartierne Venstre og Konservative mister vælgere til Liberal Alliance burde det vække til eftertanke, men dette er for længst glemt fordi det nu er vigtigere at bevare regeringsmagten end at fastholde de partiprogrammer der i sin tid gav dem indflydelsen. Alt er blevet kastet i grams for at behage Dansk Folkeparti. Føj for et menneskesyn