onsdag den 30. marts 2011

Skattely - årtiers akilleshæl

Spørgsmålet om skattely for virksomheder og velhavere er årtiers akilleshæl for politikerne. Nu er det tilfældigvis et australsk firma der eksponeres, men det kunne være hvem som helst, der skulle gennem pressemøllen.

Det er nemlig ikke virksomhedernes skyld, at danskerne har været dumme i rigtig mange år. De benytter sig bare af et system, som skulle have været saneret for længst.

Der blev i sin tid udgivet en bog med titlen "Snyd ikke Dem selv i skat", som vist senest hed "Skatten 2009", og jeg aner ikke om bogen længere udkommer. Der er i hvert fald et marked for sådan en bog, for hvis du først skal dykke ned i selve skatteloven så får du i hvert fald adskillige søvnløse nætter med lange læsninger af endeløse paragraffer.

Som jeg tidligere har skrevet var en af de meget få fornuftige tanker, som Anders Fogh Rasmussen introducerede da han var skatteminister tilbage i Schlüter-æraen, at selvangivelsen burde kunne stå på et postkort. Ideen bagved blev hurtigt skudt ned, for nu skulle vi endelig fange alle dem som snød...

Når det så bagefter viser sig, at det ikke er hverken skattespekulanterne (det være sig private eller firmaer) eller revisorerne som er "the bad guys", men tværtimod politikerne som ikke har vist VILJEN til at sanere den lovgivning som skaber alle hullerne, så er der noget galt.

Ganske som John Mogensen sagde: "Noget der trænger til at skiftes ud."

Men det er ikke gjort med en ny regering alene, for festsangen om de lede kapitalister, som Enhedslisten gerne synger holder ikke en millimeter i byretten. Skattespekulation stoppes først den dag vi har en SIMPEL skattelov, som alle forstår, og som ikke levner spor tvivl om tolkningen. Så kan diverse retsinstanser afkorte tidsrammerne for de sager som kommer op til vurdering, for det handler også om konsekvens.

Et bud på en simpel lov kunne nok laves inden for cirka 20 lette og hurtige paragraffer. Men problemet er bare, at dem som ville blive mest fornærmede over dén forenkling er dem som spekulerer. Når alt kommer til alt er det nemlig således at den effektive skat bevæger sig helt forkert hen over indkomstgrupperne. Hvis folk kiggede lidt på dén statistik var det måske på tide, at gøre noget ved det.

Det er ikke den ufaglærte som har råd til skattespekulation og udskydning af skatten i flere år. Den slags er forbeholdt dem som bruger alle kneb i bogen, og de nyder, at der ikke gøres noget ved skatteloven som gør, at de lever endnu bedre fordi Skattefar intet gør for at stoppe vanviddet - fordi politikerne bagved åbenbart ikke forstår systemet. Sikkert fordi visse tilskud til partier er fradragsberettigede.

Ingen kommentarer: