tirsdag den 14. juni 2011

Eksperter - rygklappere eller kritiske vagthunde?

Når det gælder eksperter, så er der et meget vigtigt spørgsmål der melder sig: Forventer vi rygklappere eller kritiske vagthunde? Når embedsmandsapparatet tydeligvis ikke formår at råbe vagt i gevær før ministre farer ud med brask og bram, så er der et INTERNT problem i centraladministrationen.

Når en person som Marlene Wind ryger i skarp modvind for at have kritiseret regeringens politik om grænsebomme, så står hun jo bestemt ikke alene. Mange eksperter er ENIGE med hende, og hun er ikke nogen hvem-som-helst, hvilket kunne konstateres hvis folk gad læse mere om hendes evner.

Ikke desto mindre farer både Søren Pind og Pia Kjærsgaard frem med kritik af både hendes troværdighed, politisering m.v. Der sparkes efter personen, ikke bolden...

Vi bør stille os selv det indlysende spørgsmål: "Ønsker vi eksperter som ender med at være eksperter af navn frem for af gavn?" Hvis tendensen fortsætter, ender vi som det gamle USSR som en betonklods med fasttømrede rammer hvor regeringen (eliten-de gode) må alt, mens folket bare må tie og samtykke.

Hvis det er idealsamfundet for den nuværende regering så melder jeg hus forbi. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt.

Befolkningen kan sagtens kende forskel på skidt og kanel, og hvis en ekspert en dag overtræder fornuftens rammer skal de nok selv fælde dom over hvorvidt de gider at lytte på en falleret ekspert. Men det bør under INGEN omstændigheder være politikerne selv, der i rollen som indsyltet i systemet, skal fælde denne dom.

Vil vi demokratiet, eller tør vi kun leve med rygklappere?

Ingen kommentarer: