lørdag den 25. juni 2011

Udfordringen ved det kommende valg

Udfordringen ved det kommende valg kan ses fra tre vinkler:


  • Det økonomiske perspektiv

  • Det principielle perspektiv

  • Perspektivet der kombinerer udfordringen med både de økonomiske og principielle aspekter



Det økonomiske perspektiv
Den økonomiske vinkel kan sagtens glæde sig over et mindre fald i arbejdsløsheden her i 2011, og til dels også de muligheder der ligger foran os i forhold til eksport af vedvarende energiressourcer (vindmøller m.v.). Men det økonomiske perspektiv har også en tendens til at overse, at der ligger mennesker bag tallene.

Når en situation skal anskues kan du sagtens være kold og kynisk. Ligger statistikken som eneste talgrundlag kunne vi sagtens definere hvad der bedst betaler sig. Det tager imidlertid bare ikke hensyn til de incitamenter som virkelig får folk til at give det en ekstra skalle.

Vi må alle ofre os i et samfund hvor det økonomiske perspektiv er eneste drivkraft. Men vi får ikke de kulturelle, og personlige, ting med - og et sådan samfund bliver hurtig kedelig at leve i.

Det principielle perspektiv
Der er næppe ret mange som længere er i tvivl om at samfundet lider skade af den entydige fokusering mange har lagt på økonomi. Under en krise som den vi netop er ved at komme ud af bliver det tydeligt, at der er mangler i den måde vi har set på tingene.

Det demokratiske underskud er kommet fordi vi ikke har formået at tydeliggøre nødvendigheden af hele mennesker med egne holdninger, som får lov til at tale - også selvom vi ikke altid er enige med dem.

Helt principielt er behovet for forandring blevet så tydeligt, at vi engang imellem måske også begår den omvendte fejl - nemlig helt at negligere økonomien. Begge dele er farligt...

Perspektivet der kombinerer begge aspekter
Når begge perspektiver kombineres får vi en unik chance for at bruge overskuddet i samfundet til at give plads til tænkere til at tænke nye tanker, til iværksættere til at udvikle nye virksomheder, og mange andre ting der får samfundet til at blomstre når samfundet får lov til at drive sig passioneret frem mod et større mål.

Jeg anbefaler naturligvis fokus på begge dele. Både økonomi, men mindst lige så meget, at vi igen fanger den gode danske ånd hvor fælleskab kommer i centrum. Vi kan godt tåle at blive revset, og det skal ikke kun være til nytåret at vi tillader os selv en smule selvransagelse. Vi har brug for at høre, at dette valg bliver vigtigt. Ikke alene fordi vi skal vælge mellem to politiske stilarter, men også fordi vi nu har set effekten af blokpolitikken. Det er ikke noget kønt syn - uanset hvem der regerer.

Vi har brug for brede forlig med ordentlige etiske overvejelser bag de tryk på "For", "Imod" eller "Ved ikke", og vi skal have et folketing hvor ALLE, uanset partifarve, møder op og viser holdning frem for det skulkeri der foregår blandt visse MF'ere. Jeg synes danskerne bør tjekke deres lokale MF'ers indsats, og overveje at stemme anderledes hvis vedkommende har en alt for høj fraværsprocent. Landet bør regeres af arbejdssomme mennesker, som står ved deres meninger og arbejder for folket igen.

Ingen kommentarer: