søndag den 8. juli 2012

Når baglandet er utilfreds...

Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at både Socialdemokraterne og SF bløder i øjeblikket, vel? Uanset hvad du selv stemte ved valget i september 2011, så står én ting lysende klart for alle: det har kostet på tillidskontoen at sidde i regering når kommunikationen har været så dårlig som det vi har set.
Jeg fristes ligefrem til at inddrage hr. Morten Messerschmidts tale til statsministeren nede i EU-parlamentet, for hans pointe er rigtig. Alt har handlet om EU, og det famøse formandskab.
Da statsministeren gik til valg var det på en dagsorden der skulle UDVIKLE landet, og der var ingen grænser for hvordan synergien ville finansiere de lån der skulle etableres for at sætte gang i væksten. Det fornuftige i, at tømrernes ordrebøger var tomme og mange tømrere gik ledige og fik enten kontanthjælp eller dagpenge ville hurtigt være med til at finansiere projektet - og særligt i en krisetid.
Der var ingen grænser for hvad man VILLE og KUNNE bare man fik regeringsmagten.
Det har vist sig, at det gik noget anderledes, og de røde vil gerne give fru Margrethe Vestager (fra de Radikale) hele skylden. Men er det mon også sådan det forholder sig?
Vi har jo oplevet, at Socialdemokraterne viser deres modstand mod forslag ved at stemme FOR dem, fordi de jo nødig vil komme i mindretal. Det skete med efterlønsreformen, og det skete før valget med den daværende multimediebeskatning...
Nu henstår en hel del opgaver, hvor de røde rent faktisk har regeringsmagten, men åbenbart ikke vil tage de politisk varme kartofler op til debat, og der kan nævnes flere sager:
  • Solpaneler. Hvis vi gerne vil gøre os uafhængig af fossile brændstoffer, hvorfor bevarer vi så stadig en kunstig grænse på 6,5kW? Lad os dog få så meget ud af solen når den skinner som muligt...
  • Pesticidrester i grøntsager. Det er lige kommet frem at en stor del af de frugter og grøntsager der sælges her i landet har pesticidrester som overskrider grænseværdierne med helt op til 80 gange. Indlysende, at dette er skadeligt for gravide og børn i udviklingsfasen - men åbenbart i orden for almindeligt sunde borgere. I en tid hvor rygning gøres til den store synder kunne man godt tænke sig en komparativ analyse af hvad forurenet luft gør ved vore lunger, og hvad kemi i vore madvarer (både gift OG konserveringsstoffer) giver af risici for bl.a. kræft...
  • Bankpakkerne. Såvidt jeg husker lovede Lene Espersen i sin tid, at bankpakkerne ville give staten overskud i kraft af både at man sparede på indskudsgarantien, men også fordi den rente staten lånte til bankerne var højere end man selv lånte til i udlandet. Et samlet regnskab for ALLE bankpakker er stadig ikke forevist borgerne, og man kunne vel næppe fortænkes i, at mistænke, at der er et alvorligt gab i hvor meget bankerne har spekuleret sig til, og dette har alle skattebetalende borgere været med til at betale for...
Jeg behøver næppe nævne, at jeg ikke har de høje tanker om, at noget af ovenstående nogensinde bliver til noget, vel? Det er jo ikke som om det er vigtige sager de jagter, men tværtimod alene sager hvor regeringen nu kan vise en handlekraft. Nu skal der være konsekvens på områder som hashsalg, socialt bedrageri m.v.
Der er ingen tvivl om hvad der sker når vi får et valg. Omvendt behøver Helle Thorning Schmidt ikke engang udskrive et valg, for hun kunne bare nøjes med at smide håndklædet i ringen. Hendes uvilje mod at tage imod kritik hjemsøger hende p.t., og skuffelsen er markant, for baglandet i to af de tre regeringspartier er tossede, og det ændrer sig næppe ved fine ord og gode intentioner. Det kræver politisk benarbejde, hvilket i øjeblikket er noget af en mangelvare...

Ingen kommentarer: