mandag den 24. december 2012

Statsministeren fortryder intet!

Det er et meget lidet charmerende billede der tegner sig af vores statsminister, for hun fortryder intet...

Man kunne vel sagtens tillade sig, at spørge om hun har lært noget af året, der er ved at være gået. For jeg tvivler stærkt på hun overhovedet er i nærkontakt med de mennesker lovene omhandler. Faktisk vil jeg gå så langt så jeg vil påstå, at hun endda isolerer sig fra omverdenen.

I hvert fald står det klart, at er man ikke MED hende, så er man IMOD hende. Så langt har hun drevet partiet, og inderkredsen får lov til at tale mens alt andet er uønsket feedback.

Jeg vil undlade at komme med psykologiske vurderinger af den adfærd, for jeg er ikke uddannet til det. Men rent lægmands-snak må jeg sige det ligner en sørgelig afart af virkelighedsfornægtelse.

Det mest brugte mantra i 2012 har været "den tidligere regerings skyld" indtil det gik op for dem, at de nu havde haft magten i over et år. Det motto var ved at være en smule tyndslidt.

Vil man tage ansvar for en nation må man også stå på mål for de handlinger der er foretaget, og regeringen kan i allerhøjeste grad takke en svag opposition for, at de har fået hjælp i tider hvor de stod i vand til næsen.

Venstre har så endda høstet fremgang på hjælpen, og alligevel står vi danskere tilbage med en fornemmelse af, at talenterne er blevet brugt meget anderledes end vi forventede de ville blive da vi gik til stemmeurnerne. Snakken om brede forlig er blevet en sovepude for lilla politik, og det bliver IKKE sjovt at være kampagneleder for næste valgkamp for partierne S og SF. De Radikale har jo gjort som de lovede. De havde bukserne på helt fra starten af, og det skyldes kun drømmen om statsministerposten og bevarelsen af formandskabet af Socialdemokraterne, at Helle Thorning-Schmidt ikke sagde fra allerede da det var åbenbart for enhver at en ny regeringspolitik der overholdt løfterne før valget var umulig at gennemføre under det flertal der var tilgængeligt.

Havde hun haft modet til at sige "nej tak" til den lunkne kop kaffe havde hun måske ikke været formand i dag. Men så havde Socialdemokraterne i det mindste haft troværdigheden i behold.

Men Helle fortryder intet, og det kan vi andre så tænke lidt over. Det fortæller jo en del...

Fortsat god jul, og Godt nytår

søndag den 16. december 2012

Julehilsen til alle bloggens læsere

Som man kan læse på Wikipedias artikel om den mayanske kalender, så er der IKKE tale om en verdens ende på fredag.
Misinterpretation of the Mesoamerican Long Count calendar is the basis for a popular belief that a cataclysm will take place on December 21, 2012. December 21, 2012 is simply the day that the calendar will go to the next b'ak'tun, at Long Count 13.0.0.0.0. The date on which the calendar will go to the next piktun (a complete series of 20 b'ak'tuns), at Long Count 1.0.0.0.0.0, will be on October 13, 4772.

Med andre ord: Der er kun tale om en overgang i måden der tælles på - noget som mange har overset.

Så lidt spøgefuldt kan du sagtens spille EuroJackpot eller Lotto, for alt vil gå ganske forbi med almindelig regularitet frem mod juleaften, nytårsaften, Påske 2013, Pinse m.v. Ingen grund til at frygte noget skæbnesvangert. :-)

* * * * * * *
Derfor skal der herfra foreløbig lyde en rigtig glædelig jul til alle bloggens læsere. Jeg forventer ikke de store udgydelser herfra, medmindre der sker noget revolutionerende inden de kære MF'er, ministre m.v. går på juleorlov. :-)

onsdag den 5. december 2012

Uffe Elbæks afgang som kulturminister

Det er her til aften afsløret, at Uffe Elbæk valgte at gå som kulturminister efter en uheldig håndtering af et fire timer langt samråd i går. Nu er det blevet påstået, at det skulle være journalisterne, der var for hårde ved ham. Ligeledes er det postuleret, at han har været udsat for personlig hetz.

Det fik mig til at skrive således på Facebook:
Begik Uffe Elbæk en fejl? Måske. Traf Uffe et valg på basis af sin håndtering af denne fejl? Ja. Hvorfor så diskutere om det er samfundets/journalisternes/oppositionens skyld? Snup en tudekiks og kom videre i livet.

Der er ingen tvivl om, at debatten var ved at afspore - indtil det kom frem, at tidligere ministre i Lars Løkke Rasmussens regering også havde gjort brug af AFUK. En diskussion om kuvertpriser blev blæst ud af proportioner.

Hvad der til gengæld ikke står til diskussion var at én embedsmand rent faktisk havde advaret kulturministeren om at afholde arrangementer på stedet, fordi der således kunne opstå mistanke om nepotisme fordi Uffe Elbæks mand arbejder på stedet.

Kunne sagen være håndteret bedre? Det skulle jeg mene.

Men det vil kræve ÅBENHED og ÆRLIGHED - lige fra starten af. Det er, for at sige det ligeud, en mangelvare når det gælder politikere. De elsker at bevæge sig "lige under radaren", og når noget er indlysende og åbenbart betænkeligt hos os almindelige borgere, så er der ikke den samme stopklods hos politikere.

Vi andre kan godt genkende situationer hvor vi må erklære os inhabile. Måske fordi vi ikke er ramt af magtfuldkommenhedens virus. Fordi vi TØR tvivle på hvordan en handling vil se ud.

Det blev nævnt her til aften, at Uffe ikke var "en skolet politiker". Jeg vil dog mene, at han er forbavsende identisk med flertallet af de personer der har fået plads i Folketingssalen. Fuldkommen immun over for kritik, men altså én der forventer sympati på grund af alt andet end sine handlinger.

Den kritik han får er fuldt berettiget. Det handler om administrationen af vores skattepenge, og i forhold til dét kriterie kan jeg ikke se nogen som helst formildende omstændigheder hvis der er bare den MINDSTE tvivl overhovedet...