tirsdag den 15. januar 2013

Velfortjent pause til Mogensen & Kristiansen

I dag skrev Peter Mogensen følgende på sin Facebook-profil:
Kære alle
Kristiansen og jeg trænger til en pause. Vi har hver fredag (og forberedelse torsdag) i fem år arbejdet med Danmarks sjoveste politiske program. Vi trænger lige til at genoplade lidt. Tanken er at vi kommer igen i 2014 med M&K version 2.0. Så er vi også tættere på valget og temperaturen stiger. Håber I hænger på. Nedenstående tekst blev vi enige med TV2 om i dag og jeg lækkede den - spindoctori - til Politiken.dk. Der havde en m,indre heldig redaktør leveret en overskrift som beskrev at 'TV2 trækker stikket på Mogensen & Kristiansen'. Det er ikke korrekt...TV2 ville gerne fortsætte men forstår behovet for et lille hvil. Vi er dog fortsat på Tirsdagsanalysen og vil være mere 'on tour' til landsmøder osv. i 2013....take care...PEM

----------------------------------------------------------------------------------

TV 2 NEWS udvikler nyt politisk magasin – Mogensen & Kristiansen holder pause

Peter Mogensen og Michael Kristiansen fortsætter i ”Tirsdagsanalysen”, men ”Mogensen & Kristiansen” holder i 2013 pause og afløses af et helt nyt magasin, der kan være på skærmen i løbet af februar.

TV 2 NEWS er på vej med et nyt politisk magasin, der i løbet af februar afløser ”Mogensen & Kristiansen”. Både Peter Mogensen og Michael Kristiansen fortsætter på TV 2 NEWS i det ugentlige program ”Tirsdagsanalysen” - men deres weekendmagasin holder efter fem år på skærmen en god, lang pause – året ud.

”Mogensen og Kristiansen er blevet et brand i sig selv og har med deres magasin på TV 2 NEWS sat nye standarder for, hvordan man på TV kan komme helt ind i maskinrummet på dansk politik. Det er ikke uden grund, at programmet i 2010 blev kåret som bedste aktualitetsprogram. Men Mogensen og Kristiansen har begge travlt, de trænger til en pause, og det benytter vi som anledning til at se om vi kan udvikle et helt nyt politisk magasin,” siger kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS.

”Mogensen og Kristiansen forsvinder ikke fra skærmen. De vil fortsat være sammen med Lotte Mejlhede på NEWS hver tirsdag, ligesom de være med på transmissioner fra bl.a. politiske landsmøder,” siger Mikkel Hertz.

Desuden vil de komme i studiet, når der opstår særlige begivenheder i dansk politik og TV2 vil ligeledes i 2013 benytte sig af dem enkeltvis som politiske kommentatorer.


Jeg synes det er ganske fornuftigt at nytænke formatet. Der har været mange gode ting de seneste 5 år, omend der også for en stund var en lidt "kedelig" periode hvor det hele blev en smule indforstået.

Dog glædeligt, at Tirsdagsanalysen og flere andre begivenheder får dækning, for de to herrer er trods alt bedre end TV2 News' politiske redaktør, Langballe. :-)

Jeg har intet imod at en kommentator har holdning og kant. Men jeg har altid haft svært ved at se hvorfor Langballe skulle afløse Henrik Qvortrup der dog havde en del ganske skarpe analyser med sig i bagagen.

Det korte af det lange er, at perspektiverne skifter, og i det landskab er det fair nok at tage en pause efter fem gode år. Vi ser frem til at se det nye format. :-)

Ingen kommentarer: