torsdag den 14. november 2013

Godt Im får lov til at komme tilbage

Im og hendes thailandske mor får lov til at komme tilbage til Danmark. En stor lettelse for familie og venner (og resten af landet), som har undret sig over, at en familie brydes op når en dansk mand går bort.

Alle der har mistet familiemedlemmer kan sætte sig ind i sorgen og tabet. Det var så dobbelt for Im og hendes mor, for de blev udvist af landet.

Store kampagner på sociale medier og en intensiv debat satte fokus på emnet, og det endte så i aftes med en meget bred aftale i Folketinget - med alle partier undtagen Dansk Folkeparti.

Når man tænker på hvor mange mennesker der er i landet på det såkaldte 'tålte ophold', fordi de hverken er berettigede til asyl, men ej heller kan sendes retur, så var det lidt af et skarpt skud fra hoften at DF nu krævede at få 'sat tal' på hvor store konsekvenser en sådan aftale ville have.

Justitsminister Morten Bødskov sagde på skærmen at antallet vil være '10-15 stykker'. Næppe noget der kunne rykke det helt store, og under alle omstændigheder blot et første tegn på empatisk tankegang...

Det er meget naturligt, at Dansk Folkeparti spiller sit udlændingekort. Men i denne sag tror jeg godt man tør sige, at partiet er ude af trit med sin vælgerskare. Jeg tror, for at sige det ligeud, ikke der er ret mange der kan se fornuften i at udvise mor og barn alene fordi den afdøde far 'kun' var stedfar. Stensikkert er det, at mange af partiets egne vælgere godt kan sætte sig ind i, at der er stor forskel mellem konsekvens overfor kriminelle og så det regelrytteri som 'den gamle' lovgivning var udtryk for.

Ingen kommentarer: