onsdag den 25. juni 2014

Interessant analyse af topjob i EU

Det hænder, at det er spændende at følge politikere på Facebook. I dag var ingen undtagelse, for der kom disse vise ord fra MEP Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti:
Stor ståhej for ingenting – og dog…
Der tales meget om navne disse dage. Vores statsminister nævnes som kandidat til EU-topjob. Men der er tilsyneladende ikke mange, som reelt har forstået, hvad dette spil handler om. Man taler om at finde de rette personer til EUs centrale topposter. At finde dem med de rette kvaliteter. Men et blot minimalt spadestik dybere vil afsløre, at de igangværende forhandlinger intet har med personlige kvalifikationer at gøre. Det handler alene om magt. Og vel at mærke et magtspil mellem EU og medlemslandene (!), der afgør, hvem der fremadrettet skal udpege EUs øverste embedsmand, Kommissionens formand. Navnene, der nævnes, er blot brikker i magtens spil.

Spillet om magten begyndte med udgangen af 2009, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft. Den medførte to fundamentale ændringer i EUs magtpolitiske struktur. For det første fjernede man vetoretten ved udnævnelsen af EU-kommissionens formand. Det sker nu med kvalificeret flertal. For det andet indføjedes en passus om, at den nyvalgte kommission skal afspejle udkommet af EU-parlamentsvalget. Det hele er opsummeret i TEU art. 17, stk. 7: ” Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen”.

Med stor fanfare fik denne passus de føderale partier i EU til at udnævne deres foretrukne kandidater. I Dublin udnævntes – med premierminister Kenny som vært og Kansler Merkel som bivåner – Jens Claude Juncker som det konservative partis spidskandidat (EPP). Og under tilsvarende festivitas udnævnte Europas socialister den siddende formand for EU-parlamentet, Martin Schulz, ligesom mindre grupper (ALDE, De Grønne mv.) også meldte sig med kandidater.

Alt dette gik relativt ubeskrevet hen i de fleste lande. De færreste uden for EU-parlamentets fanatiske skare af revolutionære så den store værdi i de nye kandidater. Herregud, det var jo kendte – og slidte – ansigter. Gammel vin på nye flasker. I særligt eet land blev processen dog fulgt med stor interesse. Det mest markante fællestræk for alle spidskandidaterne – eller spitzenkandidaten, som de siden skulle blive kendt – var nemlig, at de alle havde tysk som hovedsprog. Gradvist blev processen derfor stadig større i de tyske medier og tysktalende lande. Mens det formodentligt er de færreste danske vælgere, der har tænkt på ”Præsident Schulz” eller ”Præsident Juncker”, da de stemte på socialdemokraterne eller De Konservative, spillede disse kandidater faktisk en rolle i den tyske debat. Ja, tyske medier har endda kaldt det forræderi over for vælgerne, hvis Merkel ikke kan levere Juncker som EU-kommissionsformand. EPP blev jo netop størst ved valget og syd for grænsen har man for længst lært at læse Lissabontraktaten, som Bruxelles ønsker det.

Dette skal imidlertid ikke forstås sådan, at Merkel er vild med Juncker som person eller anser hans politiske kvalifikationer som uundværlige i fremtidens EU. Nej, tværtimod. Den eneste grund til, at Merkel støtter Juncker, er, at EPP har valgt ham og at hun presses til at støtte EU-parlamentets nye og selv-definerede kompetence. Hvordan er Europas nye Jern-lady da endt med at være underlagt mediernes lune? Her skal svaret findes i Junckers modkandidat – Martin Schulz. Udover at have været formand for SD-gruppen i EU-parlamentet og formand for EU-parlamentet de seneste 2½ år, er Schulz nemlig tysk og har med succes bearbejdet Siegfried Gabriel til at støtte sig som kommissionsformandskandidat. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå SPD kan komme i nærheden af som koalitionspartner med Merkel at få kommissionsposten.

Stod det til tyskerne, kunne sagen således løses enkelt. Bruxelles og medierne får Juncker. Og Merkel får fred. Men så nemt er det ikke. På den anden side af Kanalen er en anden premierminister nemlig under tilsvarende stort pres. Her har man ingen nedskreven forfatning, men besinder sig på praksis, erfaring og præcedens. Man er sig derfor meget bevidst, at har man først én gang givet sig for EU-parlamentets ret til at udpege Kommissionsformanden, da vil den ret for altid være overdraget fra medlemslandene. Endnu en pinefuld suverænitetsoverdragelse, som naturligvis er helt uspiselig for David Cameron, der i øvrigt støttes fra flere statsminister-kollegaer, herunder Rütte, Orban og Reinfeldt.

Det store spørgsmål er derfor, om Merkel har viljen til på denne uges topmøde simpelthen at køre Cameron over for at gennemtvinge Juncker. Det morsomme er bare, at det intet har med Juncker at gøre. Det handler alene om magt-kampen mellem EUs føderale institutioner (EU-parlamentet) og medlemslandene. Hvem skal afgøre navnet på EUs mest magtfulde embede? Som så ofte før, er de institutionelle magtopgør vigtigere end den førte politik. Og så undrer man siger, at det går skidt…?

For Cameron minder sagen faretruende om topmødet i november 2011, hvor Tyskland havde brug for at stramme styringen af eurolandenes finanspolitik og derfor blev enige om finanspagten. Her tog den britiske regering til topmødet i forvisning om, at det ville kræve en traktatændring og at man derfor havde veto-ret. Det sendte følgelig chokbølger gennem London, da Merkel kørte hen over Cameron og blot gennemførte sit strammergreb i en mellemstatslig aftale. Er Merkel villig til at ydmyge Cameron igen?

Ja, hvis nødvendigt. Men helst ikke. Det kan nemlig yderligere styrke den britiske eu-modstand. Og hvis der er noget, Merkel ikke ønsker, så er det at presse Storbritannien ud af EU. Dette er Camerons eneste forhandlingspunkt. Og det er i dette lys, at andre kandidater for tiden diskuteres. Ikke for deres personlige kvalifikationer, holdninger eller politiske præstationer. Men som brikker i et spil, der skal tilfredsstille de implicerede parter i trekantsdramaet: Merkel – Juncker – Cameron.

Og hvem kan så det?

De tyske medier har været meget optaget af Helle Thorning Schmidt. Mest fordi hun – paradoksalt nok – anses som en mulig appel til UK. De tyske medier plejer at være særdeles godt underrettet og det er da også rimeligt at antage, at Thorning har opbakning fra ikke bare Merkel, men også flere andre, herunder også Cameron. I London ses hun nemlig ikke som den ”european by heart”, hun ellers beskriver sig selv som. Her ses hun som repræsentant for et nordisk, eu-kritisk land. Det kan nærmest virke ironisk, at Thornings karrieremuligheder hviler på den sindige, danske eu-kritik…men sådan er livet jo så underfuldt.

I Frankrig har IMFs magtfulde formand, Christine Legarde, været diskuteret. Men det synes urealistisk af mindst to grunde. Dels fordi hun tilhører et andet parti end Hollande, som i givet fald skal udpege hende. Og dels fordi hun som IMF-formand gang på gang i løbet af euro-krisen har vist sig som den realist, der talte Sydeuropas problemer op, mens Bruxelles forsøgte at lægge låg på. Imidlertid er det tvivlsomt, om Hollande vil acceptere en råds-formand fra et ikke-euroland (Thorning), så længe euromøderne føres her. En løsning kan være, at man formaliserer euro-gruppen og udpeger en stærkere person til at lede møderne. Quindos fra Spanien nævnes i krogene… Det ændrer dog ikke noget for Hollande vis a vis en post Kommissionen, som han allerede har lovet sin tidligere finansminister, Muscovici, der går benhårdt efter at afløse finsk Rehn som økonomikommissær.

Det er generelt anerkendt, at Østeuropa nu har krav på én af top-posterne. Som et bud nævnes Lithauens præsident Grybauskaite. Hun har tidligere været budgetkommissær, men kan udenrigspolitisk være svær at håndtere på grund af sin hårde retorik mod Rusland. Indtil for nyligt var polske Sikorski derfor et stærkt bud. Men nylige afsløringer af hemmelige USA-kritiske samtaler kan også bringe hans kandidatur i fare.

Kabalen skal som minimum indeholde en østeuropæer, en kvinde og én fra EPP. Og af andre dark horses, som kunne trækkes ud af stalden, nævnes irske Kenny, som imidlertid tabte EP-valget stort, samt finske Katainen, der allerede har meldt sig klar. Men reelt er der ingen, der ved det. For som sagt handler kabalen slet ikke om personer, men om en armlægning mellem EU og medlemslandene. I det lys er det ikke underligt, at Thorning har meldt sin klare støtte til Juncker. Naturligvis støtter hun, at EU-parlamentet får styrket sin magt. Allerede af den årsag burde alarm-klokkerne bimle over London…
Fortsat god dag til alle. :-)

Ingen kommentarer: