mandag den 3. april 2017

Om at finde løsninger på integrationen

Det er ganske interessant at følge debatterne om integration, for fokus er alt for ofte ikke på at finde løsninger på integrationen. Tværtimod er alt for mange alt for dygtige til at reagere på autopilot når debatterne kommer til at handle om integration. Det har særligt Dansk Folkeparti og det opstillingsberettigede Nye borgerlige kunne lukrere på, desværre.
Lars Aslan Rasmussen, socialdemokratisk medlem af Københavns borgerrepræsentation (et andet ord for byrådet), har skrevet en klumme om emnet på Altinget.dk med titlen Lars Aslan: Islamiske privatskoler modvirker integrationen, og du betaler.

Du kan selv læse kommentarerne, hvis du vil følge vejen tråden med kommentarer gik, men jeg takkede straks, som kommentar nummer to under artiklen, med ordene:

Tak for godt indspark
Tak Lars. Du kommer med et værdifuldt indspark i debatten, og et vi andre ikke kunne skrive uden at få alverdens etiketter hæftet på os. Det er kedeligt Monica, som næstformand for Frie Skolers Lærerforening, ikke kan se værdien i at få kigget på det før det automatisk afvises, fordi det viser, at vi aldrig når videre så længe folk slet ikke engang vil vurdere lødigheden.
Jeg er personligt så træt af denne konfliktskyhed, fordi det desværre giver næring til den fortsatte stigning i antallet af folk som stemmer på DF og Nye borgerlige - og dét burde vi tage ganske alvorligt før vi ender som i Frankrig.
Men ganske som du leverer et godt indspark med kendskab til området, så er det på tide, at politikerne tager denne debat alvorligt frem for at drille med kagedebat og anmeldelser af hawaii-pizzaer når der rent faktisk er noget alvorligt galt.
Det burde ikke være farligt at overveje om noget trænger til at blive lavet om, vel?
Jeg synes det er vigtigt at notere sig pointerne, herunder særligt denne pointe:
At man kun går i skole med andre elever, der har anden etnisk baggrund, har den samme religion og i mange tilfælde også bor i de samme boligområder, har alt andet end noget med integration at gøre.
For det første er der noget grundlæggende forkert i, at man vælger at bosætte sig i et andet land, og derpå vælger at ens børn ikke kan tåle at gå i skole med andre børn, hvis forældre er etniske danske og ikke er muslimer.
For det andet har jeg svært ved at se, hvordan der er kommet noget godt ud af, at man deler børn op på baggrund af religion og etnicitet og adskiller dem fra majoriteten i et samfund.
Der er brug for at lære af det input vi får fra de folk, som arbejder med og kender til integrationen for at den skal blive en succes. Det vil hjælpe med at trække luften ud af de evindelige populistiske debatter hvor kun ultra-højreorienterede snupper dagsordenen fordi andre ikke ønsker at tage debatten på en fordomsfri måde til gavn for alle parter.

God dag herfra til alle. :-)

Ingen kommentarer: